Sydtrafik er ekstra positve disse dage 😂

*Vipps/s

Kan det være en bot?

Haha jeg kom bare for at skrive det.. Like ja.. Behøvede de virkelig en undersøgelse. Men ja, fint med en undersøgelse

Vi gjorde det!

Det startede som et eksperiment: Kan man leve et helt almindeligt liv og stadig holde sig under Jordens grænser?

Svaret er: Ja. Vi satte et loft på 200 % af de planetære grænser – for hele familien, alt inklusive. Mad, el, transport, affald, indkøb. Alt blev registreret. Og nu er vi under eller ret tæt på 100%. Ikke på afsavn, men på tilvalg. Mere nærvær, mere fællesskab, mere mening. Og stadig kaffe (købt direkte fra bønderne), bleer (genanvendelig) og brød på bordet (bagt i morges) mm.

Det kan lade sig gøre. Og vi er ved at dele alt – data, erfaringer, fuckups og vejen dertil. Vi har kontakt med lokal avisen og TV2 🤩 dertil er en hjemmeside på vej.

Spørg løs, grin, eller lad dig inspirere. Vi har kun én planet – men heldigvis flere gode idéer.

Vi startede bare med at skrue 2 grader ned for varmen.👌

Nadine har ikke gjort noget forkert. Hendes forældre har ikke gjort noget forkert. Statsamtet Fyn gav grønt lys, ministeriet var informeret, og adoptionsbevillingen indeholdt præcis den information, de skulle navigere efter. Alligevel står hun nu – som voksen, mor og skatteborger – med beskeden: "Dit statsborgerskab var en fejl."

Hvorfor? Fordi hun udtrykte sympati for palæstinenserne på Facebook.

Det her er ikke en tilfældig fejl, der nu rettes op. Det her er målrettet afstraffelse af ytringsfrihed. Det er statsapparatet brugt som våben mod borgere, der siger det forkerte. Det er ikke bare udemokratisk – det er farligt.

Man kunne tro, det var satire. Men det er Danmark anno 2025.

En borger, der voksede op i tillid til systemet, har fået trukket tæppet væk, fordi hun sagde det forkerte. Hvad bliver det næste? Tager vi statsborgerskabet fra folk, der stemmer på Enhedslisten? Får de sort liste i NemID, hvis de kritiserer regeringen på Mastodon?

Når regeringen begynder at pille statsborgerskaber fra borgere, de ikke kan lide, fordi en paragraf i 2006 måske var lidt løs i kanten, så er vi langt ude. Det er ikke Trump, der kommer til Danmark – det er Danmark, der begynder at ligne Trump.

Og når staten først smider masken, så er det ikke længere demokrati – det er bare et system, der kan gøre hvad det vil, når det vil, mod hvem det vil.

Det starter med Nadine. Det slutter med os alle.

Kæmpe kram herfra. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg mærker din kamp helt ind i brystkassen. Mener DET! Du er en fantastisk far!

Du står et sted, hvor ingen forælder burde stå alene – og alligevel er det alt for mange, der gør. Du har råbt op, bedt om hjælp, fået lavet underretninger, været åben om dine egne sårbarheder – og alligevel står du der stadig med det hele på dine skuldre. Det gør mig rasende på dine vegne. Og det gør mig ked af det – som fagperson, som far, og som menneske.

Når selv specialiserede tilbud må give op, så burde det ringe høje klokker i systemet. Ikke stilhed. Ikke papirflytteri. Ikke én ny sagsbehandler mere.

Du beskriver ikke bare en dreng med behov – du beskriver en far, der i årevis har båret alt for meget, alt for længe. Det burde ikke kræve en psykose og 17 underretninger før nogen handler. Men det gør det desværre alt for tit.

Jeg ved ikke præcis hvad der hjælper dig bedst lige nu – men jeg vil bare sige: Du er ikke forkert. Du er ikke en fiasko. Du er en far, der kæmper med alt han har, i et system der burde have grebet jer for længe siden.

Hvis du har brug for sparring, netværk, eller bare en der lytter – så skriv. Jeg er selv pædagog og far, og jeg ved hvor ensomt det kan føles, selv når man gør alt det rigtige.

Du er ikke alene, selvom det føles sådan.

LIGE NU SKAL DU DOG!:

1. Kontakt DUKH med det samme – og bed om konkret rådgivning og hjælp til klage eller aktindsigt.

DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) er gratis og ved præcis, hvordan man skal rykke en kommune, der ikke handler. Ring eller skriv og sig: “Jeg har søgt aflastning og afløsning i tre år uden resultat. Der er lavet mange underretninger. Jeg er nu fuldtidssygemeldt og alene med et barn, som kun kan være i skole 3 timer. Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg får kommunen til at handle – og hvordan jeg evt. klager.” De kan hjælpe med at skrive, klage, lave handleplan, søge aktindsigt osv.

www.dukh.dk De tager dig alvorligt.

1. Allier dig med en privat socialrådgiver – bare én time kan gøre en verden til forskel.

Du er ikke alene, men du er oppe imod et system, der ikke er bygget til at forstå din virkelighed. En privat rådgiver kan: – Gennemgå hele sagen og skrive en opsummering – Kontakte kommunen på dine vegne – Følge op, så du slipper for hele tiden at genfortælle det samme – Hjælpe dig med at få den rigtige hjælp hurtigere

Ja, det koster penge – men det kan være det, der redder dig nu.

Søg evt. fonde, der støtter udsatte forældre – fx via Mødrehjælpen, Barnets Blå Hus eller din lokale sognepræst.

Vil du have jeg finder nogle navne på private rådgivere med speciale i handicapområdet?

❤️ – Rasmus

Efter mange timers sved, bygkaffe og kodetålmodighed er Planetært.dk nu live – og jeg er sgu stolt!

Det er vores lille hjemmebyggede view på at leve under de 9 planetære grænser – med guides, opskrifter, grønne hacks og ærlige historier om hverdag, høns og håb 🌍

Alt er lavet fra bunden (med børn om benene og en Bialetti med ristet byg ved siden af). Hvis du har lyst til at kigge forbi, så gør endelig – og smid gerne feedback, tanker, fejl eller forslag. Vi bygger videre.

👉 https://xn--planetrt-o0a.dk/

Jeg er nomineret til årets klimapris i kommunen... Det er virkelig kommet bag på mig. Jeg ved heller ikke, hvem der har indstillet mig/os som familie.

Totalt overvældet.

Ferien er skøn, ungerne (også den mindste) sov til næsten 7 i dag, så energien er i top. Vi har haft besøg af en ræv, heldigvis har den ikke fået middag med hjem, men der er godt gravet ud rundt om hønehegnet. Godt jeg gravede det dybere ned, da jeg flyttede dem til baghaven.

Lidt over en uge til festival tid 🤘

Håber, I alle har det godt!

Lille status, blev far for tredje gang for nogle dage siden. Årh jeg er i himlen over ham. 💛 (intet religiøs vækkelse!) ✨ han er så mega lækker, også er de andre pludselig meget, meget store.🥲 Det er også hårdt, det var en forfærdelig fødsel som vi forventede, men heldigvis tog fødeafdelingen historikken seriøs, så alt gled virkelig professionelt på trods.

Jeg er godt træt, ramt af en frygtelig migræne, huset rodet lidt og jeg er bagud med alt 🤘

Nu er jeg pludselig blevet stor putteren her, den mellemste har været meget mor afhængig, men det kan han jo af (uforstående grunde for ham) af gode grunde ikke være på samme måde, da mor er optaget en del. Men det er simpelthen gået så godt, putning er flyvende for mig og ham, og vi har det helt vildt fedt sammen nu. ✨ så håber jeg bare han bliver lidt mere ude glad snart 😂

Jeg er startet som spejderleder i den lokale gruppe, og det er helt vildt fantastisk og inspirerende. Der er noget utroligt smukt ved at være omkring børns nørklede, kreative hjerner. De ser verden på en måde, der er så ufiltreret og ærlig, at det næsten får en til at glemme, at man engang troede, man skulle have styr på alt.

For det er altid svært for mig bare at lande i noget nyt, uden at overtage og gøre det til mit med det samme. Jeg har den der indre refleks, der siger: "Okay, nu skal jeg/vi strukturere, planlægge, optimere og gøre det til det bedste spejderhold, der nogensinde har eksisteret!" Jeg skal lige have en finger i jorden og huske det handler om at være til stede. At lade børnene lede legene, finde på vanvittige idéer, og at jeg bare er der som en slags tryg voksen der bare sætter rammerne.

Så jeg forsøger. Virkelig. Jeg prøver at trække vejret, holde igen på mine "godt-men"-kommentarer, og bare lege med. For det er jo det, det handler om: At lege. At være nysgerrig. At lade børnene mærke, at deres idéer er værd at udforske også selvom de involverer at bygge hule af pinde, der med garanti vælter om to minutter... Haha

Det er altid virkelig interessant at se, hvordan leg integreres i en gruppe uden pædagoger 😂 (det er helt sikkert et plus nogle gange) For leg er jo ikke bare "noget, man gør, når der ikke er noget andet at lave". Det er der, hvor børnene lærer at samarbejde, løse konflikter, og måske vigtigst af alt at det er okay at fejle. At det er okay, hvis hulen ikke står lige og vælter, eller hvis knuden ikke bliver perfekt. For det er i de der øjeblikke, de virkelig vokser.

Jeg elsker at observere, hvordan børnene bruger leg til at forstå verden. De opfinder regler, de forhandler, de griner, de bliver sure og så finder de ud af det alligevel. Og så står jeg der, spejderlederen, der egentlig bare er en stor nørd, der er helt vild med at se, hvordan de gør.

For det er jo det, der er det smukkeste: At genopdage verden gennem deres øjne. Og at indse, at nogle gange er den bedste ledelse den, der bare lader dem være

Hej alle, Jeg har fulgt med i tråden her, og det har fået mig til at tænke lidt over, hvordan jeg selv bruger op- og nedstemmer. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange har trykket på neddutten i frustration, fordi tonen eller måden, noget blev sagt på, irriterede mig. Det handler jo egentlig ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvordan jeg reagerer på det.

Samtidig er jeg også blevet nedstemt selv, og det har fået mig til at tænke over, hvordan det føles at blive "straffet" for en holdning eller en formulering, som måske ikke falder i god jord.

Det er en underlig følelse, at ens bidrag bliver skubbet ned i bunken, bare fordi nogen er uenige og der ikke er forklaring, kun neddut.

Jeg er enig med dem, der siger, at nedstemmer bør bruges til at sortere det irrelevante eller faktuelt forkerte væk. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at vi er et fællesskab, hvor der skal være plads til forskellige synspunkter også dem, der ikke passer ind i flertallets normer.

Ellers ender vi bare med at snakke i kor og skubbe dem, der tænker anderledes, ud af debatten. Det er ikke særligt konstruktivt, og det gør os ikke klogere.

Jeg tror, vi alle sammen har et ansvar for at holde tonen god og debatten åben. Måske kunne vi i stedet for at nedstemme i frustration prøve at kommentere og udfordre hinanden på en ordentlig måde? På den måde kan vi faktisk lære noget af hinanden også fra dem, vi ikke er enige med.

Hej, og stort virtuelt kram. Det lyder som om, du står midt i noget af det hårdeste, et menneske i min optik kan gå igennem. Det er helt naturligt, at verden føles ufattelig og som om den er gået i stå, når noget så stort og vigtigt er blevet revet væk. Det er okay, at det gør ondt. Det er okay, at det føles umuligt at finde fodfæste lige nu. Sorg er ikke noget, der skal "overvindes" eller "kommes videre fra" på en bestemt måde eller inden for en bestemt tidsramme. Den er der, fordi det, du har mistet, betød noget. Og det er ikke noget, der bare forsvinder det er en del af dig nu, på en ny og smertefuld måde.

Jeg har selv stået i sorgen over at miste mennesker, der stod mig utrolig nær venner, familie, og ja, også et barn. Hver gang har det føltes, som om livet pludselig var delt op i et "før" og et "efter", og at intet nogensinde ville blive det samme. Og det er det heller ikke. Men det, der langsomt sker, er, at man lærer at bære sorgen med sig, i stedet for at blive begravet under den. Det er ikke en lineær proces, og nogle dage vil føles som et skridt frem, mens andre føles som ti skridt tilbage. Det er okay. Det er, som det skal være. For mig har det hjulprt at huske, at sorg ikke er en opgave, der skal løses, men en proces, der skal rummes. Nogle gange er det bare at sidde med smerten, uden at forsøge at ændre den. Andre gange kan det være at finde små øjeblikke, hvor man tillader sig at trække vejret, måske i naturen, i musik, eller bare i stilheden. Det er ikke, at "komme videre", men mere at lære at leve med, at noget vigtigt mangler. Hvis du har lyst, så del ger­ne mere om, hvem du har mistet, eller hvad der føles allermest svært lige nu. Nogle gange kan det at blive hørt, uden at der forventes noget, være en lettelse. Og hvis du ikke har lyst, så er det også okay. Du er ikke alene i det her, selvom det kan føles sådan.

Konen er meget gravid og ramt af flere trælse symptomer, så denne uge har vi været på fødeafsnittet 3-4 gange. Men lille mand synes tydeligvis, at det er hyggeligt inde i maven endnu. Det er en vild frustration for mor, og for far er det nærmest umuligt at planlægge en arbejdsdag. Så i går valgte jeg nu at tage fri, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle kalde denne slags fri. Det betyder måske heller ikke så meget. Konen er presset, og far er så småt ved at være meget træt. Nu må den lille godt komme ud af mor, når han er klar.

Et lille skud ud til et kritiseret felt: Fødeafsnittet gør et fantastisk stykke arbejde. Vi mærker intet til den kritik, de møder. Og nej, lille mand skal ikke spilles frem af lyrespil når han kommer, sidste hørte vi Birthe Kjær og Elvis for fulde gardiner. Den mindste blev født til Den Røde Gummibåd.

Bagved det hele er der også en række traumer fra tidligere fødsler, der giver lidt avs i æ mavs. Det er sjovt og træls, hvordan kroppen husker lige præcis den situation, man stod i for to år siden… Som jeg selv selvfølgelig havde glemt (eller måske fortrængt, dog bearbejdet).

Foruden ventetiden har vi en næsten 2-årig, der virkelig, virkelig, virkelig har svært ved sine grænser. Han er midt i den fase, hvor han er verdens centrum, og nogle gange er han ret ekstrem især over for mor. F.eks. slår han hende, når hun putter ham, og han "lytter" ikke, uanset om hun er pædagogisk, rolig, skrap eller bestemt. Det er svært ikke at blive skrap selv, når han for 20. gang hopper på mors mave eller åbner fryseren for at tage en is. Eller når han ignorerer alt, hvad vi siger, og bare fortsætter. Jeg prøver at være rolig, til stede og pædagogisk, men ja… nogle gange tager jeg fat i ham og siger "nu er det nok", og så fjerner jeg ham fra situationen. Det hele er selvfølgelig ret forståeligt, han er snart 2, og det er simpelthen bare, hvad 2-årige gør. Men lige her er det en smule hårdt at være far og mand, og det der opdragelse .... Ja ... Måtte stoppe her, da den lille kom med l*** ned af begge ben, som han selvfølgelig også lige havde trådt i.

Men - og det er vigtigt for mig at mærke - så er ungerne glade for den rutine, vi efterhånden har fået. De er med hver morgen ude ved hønsene, så går vi igennem haven og tjekker, om alle forårsplantede planter er okay, og så ud en tur med hundene. Vi laver morgenmad sammen… Jeg kunne blive ved, for jeg fik lige behov for at bekræfte, hvor skønne mine unger er. En lille usikkerhed, der lige tittede frem.

Foruden at være husfar sker der faktisk ikke så meget mere. Jeg forsøger at følge lidt med i verden, men uden at lytte eller læse det vilde. Lige nu handler det om at være her, i det små, og vente på, at den lille beslutter sig for at komme ud, uden lyre spil.

Håber, I alle har det godt herinde.

Rigtig god weekend.

Den mellemste (på ca. to år) har "endelig" reageret på babyens ankomst. Den første tid med kærlighed, kys, kram og nysgerrighed er nu erstattet af en dreng med store reaktioner: vrede, råb, slåen og gråd. Det er svært for ham at forstå den ændring i mor/far, nye rammer, at babyen må ammes, puttes, være hos mor, sove med mor og generelt hænge på hende osv. :)

Vi forsøger med alenetid mellem mor og ham, så han ikke føler sig forladt eller anderledes. Men der er lidt udfordringer, da han vil ikke lytte til hende. Han er begyndt at slå og råbe, når mor forsøger at interagere med ham. Med mig går det bedre, og der er mere balance, men vi er også meget sammen for tiden på grund af omstændighederne.

Vi sover lidt mindre, fordi babyen nu er mere vågen, og den mellemste sover dårligt på grund af mange opvågninger, hvor han ønsker mor-tid. Det er forventeligt, så jeg kan også mærke trætheden snige sig ind.

Nu er der selvfølgelig også lidt sygdom på vej: hoste og snot begyndte i nat. Det betyder også mere brug af astmamedicin, som han fortsat hader.

Jeg forsøger at holde mig selv i ro omkring det hele. Der er lidt for meget kaffe involveret, men indtil nu går det. I går kom jeg til at råbe af ham, da han med ret imponerende Hulk-kræfter skubbede potten med vores store elefantøre ned. Mest af alt blev jeg voldsomt forskrækket, men også virkelig forbavset over hans adfærd. Han fik kram og undskyldning, og far fik et lille knæk af sin egen tillid.

Alligevel nyder jeg det her. Det er skønt med alt det liv, med de mange reaktioner og mønstre, der skal rummes i de små mennesker, og hvordan jeg selv reagerer og føler. Derudover er der mange følelser omkring min egen opvækst og den deraf følgende mangel på kærlighed.

I går fik jeg endelig registreret vores lille bæredygtige projekt som firma, da jeg efterhånden har modtaget lidt flere opgaver.

Jeg har også haft en uge med Bazzite (Linux), og selvom det er mere lukket og "noob-proof", kan jeg virkelig anbefale det, hvis man overvejer at skifte og gamer (det er oplagt til gameren). Min nevø vil gerne skifte, men kan ikke lide tanken om at skulle skrive i konsollen, og han gamer også kun.

Jeg håber, I alle får en fantastisk og skøn weekend.

Altså hvad i populismens evige lobbyistiske navn, er det dog de tænker det vil redde, at bankerne kan tjene styrtende i 10 år yderligere og de "unge" kan spare en plovmand om måneden?

Det skubber da bare yderligere til priserne.

Jeg skal ha en dreng til foråret, det glæder jeg mig bare virkelig meget til. En mere i flokken, og de "store" er begyndt, at snakke om mors mave :´) Idag udtalte den mindste far for første gang, og det blev jeg sgu helt ramt af. Så den gamle her græd en lille tåre! Ungerne altså!

Så har jeg bare brug for fri.! :) årh ha.

Det her runder flere ting for mig.

Først og fremmest: Jonas fandt det ud selv. Han skulle læse sig ind i 18 sider for at mærke noget var forkert, spørge om aktindsigt, og så kunne kommunen først erkende det. Hvor mange andre sager ligger der hvor borgerne aldrig opdager det? Og hvorfor er kontrollen lagt hos borgeren frem for hos myndigheden?

Så har vi problemet med datasikkerheden. Sagsbehandleren har slettet sine chats. Ingen kan verificere om persondata er blevet overført til AI-værktøjet. Som Jonas siger: "Jeg stoler ikke en skid på det." Han har ret i det. Hvis de havde gjort det rigtige, ville de kunne dokumentere det. I stedet vælger de at slette sporene og håbe på ingen finder ud af det.

Datatilsynet nævner mindst 50 anmeldelser over nogle år. Det lyder meget, men jeg tvivler på det er andet end toppen. De fleste vil nok bare acceptere afgørelsen og se videre. Kun dem som Jonas, der sidder og dykker ned i detaljerne, finder fejlene.

Og så kommer svaret fra Glostrup: "Vi præciserer nu vores retningslinjer." Problemet er jo ikke manglende viden om reglerne. Det er at muligheden er der, og tidspres på arbejdspladsen er der. En medarbejder der er presset vil vælge den hurtige løsning. Uden tekniske spærringer eller ordentlige konsekvenser ved bruddet ændrer en ny regeltekst ingenting.

Så undrer det mig virkelig, som fagprofessionel at det lyder til arbejdspladsen opfordrer til brug, men den fag-professionelle her har brugt Copilot og ChatGPT. I kommunen jeg arbejder er der forsøg med intern LLM for at overholde intern gennemgang, datadeling, GDPR osv. Men vigtigste at data forbliver i sagsakterne. Hvordan kan man overhovedet bruge ChatGPT eller lignende af de store LLM'er uden at der er et klart databrud?

Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at høre andres meninger om det her, og at det her bare er starten på hvordan vi ser det offentlige system bruge AI.

Inden jeg begyndte at deltage i debatterne, "kiggede jeg med" fordi jeg ikke havde tid til at engagere mig !

Til tider har jeg stadig ikke !:)

Min kones faster er skøn og giver altid gaver til ungerne. Nogle gange bliver det tydeligt, at hun ikke selv har børn. Vi har fået en pøl til haven, med en volumen på "små" 6000 liter vand.

Vi bytter den, til en der er en smule mindre 😉🌻