Var til stor fest på ungernes skole i går. Setuppet er koncert og teater leveret af eleverne. Efter det samledes alle i hallen og spiste kage og snakkede, mens et band leverede pop-rytmer alle og enhver kan være med på.

Havde egentlig intet overskud til at være med. Ville hellere være hjemme og fikse på lyset til traileren som ikke virker. Eller måske spille play station. Købte en ps4 til min kone da jeg fandt en i en genbrugsbutik til 200 kr. Men pt er det vist mest mig der spiller på den.

Synes nogen gange sådan store selskaber kan være svære. Det skal lige siges, at selv offentlig transport ofte overstiger min tolerance for sanseindtryk, så en kæmpe fest med måske 2000 mennesker, høje lyde og blinkende lys og flere hundrede fremmede ansigtsudtryk der hele tiden svæver forbi, kan også være lidt af en mundfuld at komme igennem. Men synes samtalerne ofte kan være det mest komplicerede. Det er som om alle hurtigt finder en samtalepartner de låser sig fast på. Hvis ikke det var fordi jeg havde min bedste ven - aka min hustru - med, ville jeg nok være en lost case. Det er ikke fordi jeg er genert og ikke kan snakke med hverken venner eller fremmede. Der er bare noget med den sociale knude i fest-konteksten jeg endnu ikke har fået løst.

En meget empatisk, sød og festlig mor kunne se igennem min bobbel, og bød mig op til dans. Der går min grænse dog. Når dygtige dansere danser, ser det flot og imponerende ud. Men jeg forstår ikke bevægelserne. Jeg ved bogstavelig talt ikke hvad jeg skal gøre for at danse, ikke uden at jeg nok ser meget akavet og stiv ud. Forventes det at man rører? Skal man se hinanden i øjnene? Kan sagtens danse random sprælledans med ungerne hjemme i stuen, og det er super sjovt. Men det er ikke noget verden har fortjent at se, og det vil være yderst ukomfortabelt for mig at offentliggøre. Hendes venlighed og imødekommenhed fyldte mig med ubehagelig ambivalens. Følte mig smigret og varm først og fremmest over at blive budt op til dans, men sekundært også, fordi moren måske også bød op fordi hun kunne se igennem min bobbel, og tænkte det var dans jeg havde brug for. På den anden side vidste jeg, at jeg ikke havde andre muligheder end at sige nej, hvilket var ubehageligt, når nu hun var så sød. Med 100 % ærlig henvisning til min egen forfængelighed og frygt for at blive udstillet, fik jeg afvist hendes tilbud på en ret succesfuld måde.

Det viser sig at hun mødte sin mand på en danseferie, selvom ingen af dem kan danse. Fed perspektivering på mit eget forhold til rytme-spræl. For nogle er fest-konteksten et frit lejde hvor de kan være grænseløse. For mig er det et knudret regelsæt, der er svært at afkode løsningen på. Men der er vel brug for alle personlighedstyper, er der ikke?

Rendte dog ind i en gammel ven fra folkeskolen, som jeg i en krog fik snakket med i en 40 minutters tid, hvilket var ret hyggeligt.

De sensoriske omkostninger ved at deltage i så store arrangementer har sin pris. Har bedt ungerne lukke luften ud af yoga boldene. De sidder hele tiden på dem og vipper, hvilket skaber knitre-lyde mod gulvet. Det er slet ikke til at holde ud. Lidt som når de leger med balloner. Balloner larmer mere end verden lader til at forstå. Har også bedt dem om ikke at opholde sig i sengen mens jeg drikker min 3. Kop morgenkaffe. Deres bevægelser forplanter sig i madrassen og overtager min hjerne.

Står op nu og drikker lidt mere kaffe for at speede min hjerne op til at tage på den skovtur jeg lovede ungerne. Heldigvis er træernes rislen mere tilgivende overfor et overbelastet nervesystem end festens monotone pop-rytmer.

God søndag.

Jeg blev fyret og fritstillet i denne uge.

Det kom som et lyn fra en klar himmel, for jeg havde rigeligt at se til og en klar plan for hele 2026 og godt ind i 2027. Jeg var og er vellidt og kendt som hjælpsom og en der kan sit kram, på tværs af hele firmaet og fra top til bund i hierarkiet.

Jeg er uden tvivl den der kender "min" applikation bedst og har, med en enkelt undtagelse (min mentor), oplært og trænet alle i firmaet der har arbejdet og arbejder med applikationen, i over 4 år.

Men sparekniven svinges og nearshoring er billigere end dygtige videnstunge medarbejdere i Danmark. Og da jeg selv har oplært alle der kunne tænkes at skulle løfte mine opgaver nu, et jeg overbevist om at min applikation er i gode hænder, når først støvet lige har lagt sig.

Jeg er egentlig mest bare skuffet over ledelsen, ikke rigtigt hverken sur eller depri eller fortvivlet. Jeg har allerede et par ansøgninger ude til nogle spændende stillinger, så jeg ser hvad der sker.

Og så har jeg lige fejret min 40 års fødselsdag sammen med familien 😊 Ren hygge, grin og røverhistorier over fantastisk mad og vin, det kan sgu noget.

Så trods alt fnidder med job og fyring er jeg positiv og afklaret med at det ikke er mig den er gal med, det er bare endnu en firmaledelse der ikke værdsætter deres medarbejderes talenter.

Ferie er ikke bare en pause fra hverdagen. For mig er det også et rum til at reflektere over, hvordan vi lever vores liv, både som individer og som en del af et større fællesskab. I år, hvor jeg står midt i en "omskoling" ift mere bæredygtig have og en ny fase i mit liv, er ferien også en mulighed for at genvinde overskuddet til at tage vare på mig selv, mine relationer og den verden, jeg er en del af.

Ferien er en chance for at praktisere det, jeg prædiker i en anden kontekst: at forsøge selv på restaurant, at spise sæsonbetonet, vegansk/vegetarisk ud fra de planetære grænser, og undgå det ultraforarbejdede. Jeg har virkelig stor respekt for de gode, velsmagende og imødekommende muligheder Tyskland tilbyder.

Derfor bør jeg også når nu det er valg, reflektere over, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at imødekomme individuelle behov i Danmark. Uanset om det handler om spisevaner, klimavalg eller bare at finde rummelighed i en travl hverdag.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vores samfund kunne se ud, hvis vi prioriterede ansvarlighed og fællesskab højere. Fra min optik manglende engagement i den grønne omstilling til de udfordringer, jeg så i mit AKT arbejde i børnehøjde, er der så meget, der kunne være bedre. Men ferien er også en påmindelse om, at forandring starter med os selv, med de valg, vi træffer hver dag, og den måde, vi møder hinanden på.

Mit håb for ferien - og for året - er at finde en balance mellem familielivet, mine mange projekter, en smule aktivisme og hvile; mellem at tage ansvar og at give slip. At huske, at det er okay ikke at være perfekt, men at det er vigtigt at gøre, hvad man kan. Og måske, bare måske, at inspirere andre til at gøre det samme.

God dag til jer alle!

Det har været lidt en røv uge. En nær ven gik pludselig bort, så det har været en rutchebane af følelser og sorg

De sidste 2 uger føles som om de har været en måned hver.

Der er en del drama blandt ledelsen på arbejdet, og som altid blev jeg trukket ind i det og kom til at vælge side. Det resulterede så i, at jeg sidst på ugen sidste uge fik at vide, at den omstruktureringen der skulle føre til min forfremmelse er droppet.

Hvilket er fair nok, man kan ikke forvente at være en del af en testordning når man har HR indover en konflikt. Men kæft det gjorde alligevel ondt, selv om det på ingen måde er en kommentar på mit arbejde eller mine kompetencer.

Og så har jeg selvfølgelig fået hævet den der monster influenza med hjem i denne uge... så der har været mindst 1 dag, hvor katten var den i husstanden som bevægende sig mest og sovet mindst.